Udforsk lokalområdet
Langø er kendt som en fiskerby med en helt særlig historie; inden det lollandske dige blev bygget, var Langø nemlig en stor ø midt i Nakskov Fjord. Øen havde 4 gårde, som drev landbrug så selvforsynende som muligt. Det var først efter inddæmningerne i 1870’erne at øen blev landfast, og derefter tog en rivende udvikling fart.

Oplev Nakskov Fjord 
Langø er en del af Naturpark Nakskov Fjord, hvor du har mulighed for et hav af natur- og kulturoplevelse til hav og til lands, blandt andet kan du vandre ud til Albuen eller tage Postbåden rundt i fjorden og besøge øerne. Hvis du foretrækker at have fødderne solidt plantet på jorden, så kan du også nyde det skønne område ved Hestehoved, hvor du kan hoppe i vandet fra den utroligt lange badebro eller se solnedgangen fra de karakteristiske bænke. Det kan også anbefales at cykle på det lollandske dige, som er landets bedste cykelsti med unik udsigt.

Få inspiration til aktiviteter
Langø Cykelcamping ligger direkte på den store oplevelsesrute Naturlandet rundt, og derudover er pladsen et oplagt udgangspunkt uanset om du er mest til cykling, vandring eller roning. Der er perfekt farvand til roning og kajak, og massevis af cykelruter! Der er eksempelvis den nationale cykelrute 8, Munkevejen, samt oplevelsesruterne Langs fjorden og Det flade Lolland.  Derudover må du virkelig ikke snyde dig selv for en vandretur ud på Albuen. Du kan finde alle ruterne i app’en Naturlandet Lolland-Falster  – tryk på Områder i Naturlandet og Vestlolland kategorien.