0

Karens Æblehaves Shelterplads

Shelterpladsen ved Karens Æblehave ligger ved Brunebjerg i udkanten af Assens. Der er nem adgang til pladsen til fods og på cykel.

Shelterpladsen ligger i forbindelse med Kærum Å stien, der snor sig langs åen fra centrum af Assens og ud til Melbyskoven.

Karens Æblehave blev indviet i 2013 for at markere den første æblefestival i Assens Kommune. Dengang blev der plantet 40 forskellige æblesorter og under den årlige æblefestival kommer der hvert år flere til.

Æblehaven er et oplagt udflugtsmål, hvis du er vild med æbler. Her findes de gamle danske sorter som ‘Skrædderæblet’, ‘Bedstemor æble’ og ‘Tønnes’ og mange flere. Mange mennesker kender ikke længere de gamle sorter, men den ældre generation vil nok huske nogle af dem som deres ‘barndoms æbler’.

Du kan også kaste dig ud på den anlagte 5½ km mountainbikerute, der snor sig gennem tæt skov og åbne strækninger. Ruten er varieret med både skarpe sving og stejle stigninger.

Hvis du hellere vil bevæge dig i mere adstadigt tempo kan du nyde stien langs Kærum Å eller styrke hjertet ad hjertestien.

Pladsen ejes og drives af Assens Kommune.

  • Adresse: Nær Østre Ringvej, 5610 Assens
  • Google Maps koordinater: 7W67+PR Assens (indtastes i Google Maps eller Google)
  • Transport: Det anbefales at følge Kærum Å Stien til fods eller cykel ca. 1,5 km fra Assens Centrum. I bil er nærmeste P-plads ved hundeskoven ca. 600 meter fra pladsen. Der holder bus ved Egebjergvej, hvorfra der er ca. 1 km til fods
  • Antal sheltere: 1
  • Maks. antal personer pr. shelter: 6
  • Mulighed for booking af shelteret: Ja, for 10 kr. per nat per person. For at bookingen er gældende, skal du booke og være ved shelteret inden klokken 18. Ellers bortfalder bookingen. Når du booker, modtager du en kvittering, som du skal fremvise, hvis der er andre, der benytter shelteret den pågældende dag
  • Mulighed for gratis overnatning: Ja, hvis shelteret ikke er booket, gælder ’først-til-mølle’-princippet. Kommer der brugere, der har booket shelteret den pågældende dag inden klokken 18, bliver man nødt til at overlade hele shelterpladsen til disse. Du kan tjekke om shelteret er booket ved at trykke på ‘Book denne shelter’ nederst på siden, og så trykke på ‘Fortsæt’. Så kommer booking-kalenderen frem
  • Toilet: Nej. Dog er der muldtoilet ved Brunebjerg-shelterpladsen (7W69+GJ Assens) 400 meter fra pladsen
  • Vand: Nej. Dog er der en vandhane (lukket om vinteren) bag madpakkehuset ved Brunebjerg-shelterpladsen 400 meter fra pladsen (7W69+FJ Assens)
  • Bål: Nej. Der er ikke anlagt bålplads. Dog er der kun 400 meter til Brunebjerg-pladsen (7W69+FH Assens), hvor der er et madpakkehus og bålpladser
  • Hund: Hunde skal holdes i snor. Der er dog mulighed for at lufte hunden uden snor i hundeskoven nær Brunebjerg-pladsen (600 m) (7W6C+27 Assens)
  • Teltning: Nej. Det er ikke tilladt at slå telte op på pladsen
  • Indkøb: Der er rige muligheder for indkøb i Assens (ca. 1,5 km)

 

  • Vis hensyn til naboer og andre gæster i området
  • Ryd op efter dig, og tag dit affald med dig, når du forlader pladsen
  • Hold hunden i snor
  • Der skal være ro på shelterpladsen senest kl. 23

Ejer og kontakt:

Assens Kommune – Miljø og Natur ; Rådhus Allé 5 ; 5610 Assens

Tlf: 6474 7511   –   www.assens.dk/kontakt/miljoe-og-natur

Andre sheltere i Assens Kommune: www.assens.dk/shelter

Karens Æblehave er nærmeste nabo til shelteret.

 

Pris: 10,- pr. overnatning pr. person