Lydersholm Gamle Skole
– en nedlagt skole forvandles til en families fristed
I forbindelse med skolereformen i 1968 blev Lydersholm Skole nedlagt, på linje med en lang række andre små skoler. Da skolen blev sat til salg, øjnede Henny og Vagn Liengaard chancen for at skabe deres eget lille fristed midt mellem skov, å og enge. De købte stedet og flyttede sammen med deres 4 børn ind i skolens tidligere lærerbolig på Gammelåvej 1, i januar 1969.
Familien havde indtil da boet i Store Jyndevad, omkring 10 kilometer øst for Lydersholm, hvor Vagn var lærer på den lokale skole, der dog også blev lukket i 1968. Vagn fik efterfølgende job i nabolandsbyen, Rens, på folkeskolen, mens Henny passede familiens nye hus og hjem.
I fritiden dyrkede de hver deres interesser. Vagn sin store passion for fugle og planter, hvorved skoven, der oprindeligt var plantet som en lille granplantage i 1930’erne, gradvist blev omdannet til blandskov med mange løvtræer, samtidig med at der blev sat fuglekasser op i stort tal. “Lilleskolens” klasseværelse blev forvandlet til et stort træværksted, hvor Vagn arbejdede med træ og tryllede smukke “træværker” frem. Når Henny fandt tid til det, kastede hun sig over sine yndlingsmaterialer – stoffer, tekstiler og garn. Hun syede og strikkede tøj til børnene, vævede fine kludetæpper, men skabte også flotte og kunstneriske billedtæpper.
Henny og Vagn gjorde matriklen “Vild med vilje”, allerede inden ideen og konceptet, som vi kender det i dag, opstod. De tog også en beslutning om, at familien fremadrettet skulle leve vegetarisk. Tanker, beslutninger og handlemåder som måske var lidt forud for samtiden, men som udsprang af en fælles kærlighed til naturen og alt levende. Den lille vilde oase på Gammelåvej 1 er et levende vidnesbyrd om dette. Her er et spændende dyre- og planteliv at iagttage og gå på opdagelse i.
I 2020 overtog parrets 4 børn, Niels, Inge, Susanne og Henriette, i fællesskab ejendommen. De bruger sammen med deres familier ejendommen som fritidshus, så Lydersholm Gamle Skole er stadig familiens samlings- og fristed og “drives” helt i Henny og Vagns ånd.



