Nak

Nakkebølle fjord.

I 2003 blev Nakkebølle Fjord gendannet ved et større naturgenopretningsprojekt, efter at vandet kunstigt var holdt ude siden dæmningen blev opført i 1866-70 for den nette sum af 36.708 rigsdaler.(ca. 3,9 mio. kr. i nutidsværdi  – 2011). Indtil midt i 30´erne lå det meste hen som ferske enge med et rigt fugleliv. Overlæge Otto Helms, der byggede Sanatoriet, var en ivrig ornitolog, og han noterede således 160 arter fra området. I 1937 gik Hedeselskabet igen i gang, og området blev for alvor kultiveret og tørlagt med det resultat, at det rige fugleliv hurtigt forsvandt.  I sommeren 1941 konstaterede samme Helms at:  ”så nåede udtørringsepidemien også hertil” og ”I sommer måtte jeg så ud at se på ødelæggelsens vederstyggelighed” ”Af det før så rige fugleliv var der nu intet tilbage”.

I 2003 vendte vandet så atter tilbage ved at man nedbrød dæmningerne til Hundstrup  Å, og på den måde opstod en stor ferskvandssø. Man turde altså ikke nedbryde dæmningen ud til havet og helt føre fjorden tilbage til sit udgangspunkt som en salt fjordarm. Med vandet vendte fuglelivet også tilbage, og i DOF´s (Dansk ornitologiske Forening) base er der registreret ikke mindre en 178 fuglearter i området. Så det er bestemt en tur værd at besøge fjorden, selvom tilgængeligheden for offentligheden desværre ikke er ret god.

Man kan læse meget mere om Nakkebølle Inddæmningens historie på Kjeld Hansens fremragende hjemmeside www.dettabteland.dk

Nakkebølle Sanatoriet

I 1906 købte Nationalforeningen for tuberkulosens bekæmpelse 15 tdr. land skov og 5 tdr. land ager jord ved vestsiden af Nakkebølle Fjord af Holstenshus. I april 1907 indledtes byggeriet, der stod færdigt til indvielsen 16. september 1908.

På sanatoriet var der plads til ca. 140 voksne patienter – kun kvinder. Fra maj til september var der ligeledes rekreationshjem for 28 pigebørn fordelt på 2 hold  i det såkaldte “Bittenhus” (navnet efter den sidste beboer”) I dag fungere Bittenhus som Øhavscenter under Trente Mølle, med bl.a. lejrskoler, kurser, klasser på dagsbesøg og meget mere

Sanatoriet var oprindeligt selvforsynende med alle madvarer, havde egne stalde, egen strømforsyning og var en stor arbejdsplads med mange ansatte, som skulle bo på stedet.
Fra 1962-69 var begge køn tilladt på stedet, I de sidste år som sanatorium var det hovedsageligt med tuberkulosepatienter fra Grønland. Efter 1969 har stedet været drevet med plejepatienter fra Odense kommune.

I perioden 1994-96 og igen siden 2002 har Udlændingestyrelsen drevet asylcenter i ejendommen. I 1998 købte Tvind stedet af Frie Funktionærer og driver i dag 2 skoler på stedet. Dels Småskolen ved Nakkebølle Fjord samt Nyborg Søfartsskole.

Shelteren ved Nakkebølle marst 2013 (17)

Svelmø

Kun 2,1 km ad vejen og endnu kortere langs kysten ligger vadevejen over til Svelmø. Eller rettere over til Lille og Store Svelmø.  Det er så absolut et besøg værd at tage turen af vadevejen over til Lille Svelmø, der med sine ca. 3 ha er den første af de 2 øer, man møder. Fra Lille Svelmø går man via Græsholmen til Store Svelmø, der med sine ca. 30 ha er her, man i gamle dage har boet og drevet landbrug. Da befolkningstallet var på sit højeste, levede 15 mennesker på øen. I dag er der ingen fastboende på øen, og de få huse lejes ud som sommerhuse.

Øen har et rigt fugleliv, og i fuglenes ynglesæson bør færdsel på Lille Svelmø og Græsholmen kun ske på vejen. Tag i det hele taget hensyn til fugleliv og beboerne på øen, når du/I besøger øerne. Lad være med at gøre ophold nær beboelse og fuglenes ynglesteder. Det sidste kan koste fugleungerne livet.

Hold øje med flod og ebbe, når du vader til Svelmø. Tjek tiderne på nettet.
over_vadevejen_til_svelmoe

Herregårdsholm Voldsted

Går man af vejen forbi Sanatoriet mod Fjællebroen, går der en skovvej ind til venstre, lige før man får vandet på sin højre hånd. For enden af vejen, helt inde i skoven og før man igen når vandet, ligger det gamle voldsted Herregårdsholm.  Før inddæmningen af Nakkebølle fjord lå her en god og søgt vinterhavn, som man kendte allerede for 400-500 år siden. Måske lå dette voldsted som beskyttelse af fortidens Nakkebølle. Man ved, at der tidligere også har ligget en sejlspærring over fjorden, så noget har skulle beskyttes inde i Nakkebølle fjord. I dag ses kun resterne af voldstedet.

Fjællebroen.

Mellem Vester Åby og Ulbølle ligger Fjællebroen. Et dyk ned i gamle dialekter viser, at fjælle er et gammelt jysk ord for træ. Så navnet betyder i bund og grund en træbro. Men jysk? Men holdt, er vi ikke på Fyn?  Det besynderlige navn til en bro beliggende på Sydfyn kan måske føres tilbage til de første ejere af Fjællebroen – Holme Kloster. Holme Kloster har gennem tiden været ejet af statsholderen fra Holsten, så det er ikke utænkeligt, at navnet stammer herfra.  Fjællebroen nævnes første gang i 1200 som tilhørende Holme Kloster, det nuværende Brahetrolleborg. Fjællebroen var ejet af Holme Kloster frem til 1655. Herefter overgik den til kongen og siden til Rødkilde gods.  Rødkilde gods anlagde den første udskibningsbro i 1764, men det var ikke gjort med det. Ved broen blev der også anlagt et teglværk og et skibsværft, hvilket førte til gode tider for godset, da godser på daværende tid havde ret til at handle på lige fod med købstæderne. Omkring udskibningsbroen voksede en by frem, som i midten af 1800-tallet brødfødte sig ved fiskeri, søfart, skibsbyggeri og rederivirksomhed. På daværende tid blev der udskibet tømmer fra de nærliggende skove, og der fandtes en sejlskibsflåde, toldsted, bådbyggeri, motorfabrik samt kro og bageri på stedet. Den dag i dag står kroen stadig med sin oprindelige indretning og er et besøg værd.  Fjællebroen havn ejes i dag af Havnen i Fjellebroen A/S.

Friends Forever

Ved shelteren står en høj smuk kvindefigur og spejder ud over Det sydfynske Øhav. Figuren “Expecting the good news” af den zimbabweanske kunstner Marian Nyanhongo er en af mange zimbabweanske stenskulpturer på Nakkebølle. I parken lige bag shelteren står et større udvalg af disse figurer udført i stenarten serpentin (de blødeste) eller springstone (den hårde og mørke).  Zimbabwe betyder ”land af sten” – og ingen steder i Afrika har de en så højt udviklet tradition for at arbejde skulpturelt med sten. Skulpturerne i parken her er del af et større projektet ”Friends Forever”.

Shelteren ved Nakkebølle marst 2013 (7)