I 2012 blev vandre-, cykel- og ridestien mellem Korinth og Ringe indviet. Tidligere gik her en jernbane, der forbandt Faaborg via Ringe til resten af verden. Stien bugter sig i dag gennem landskabet og giver muligheder for at opleve landskabet fra en helt anden vinkel, end man normalt oplever det. Stien går bl.a. gennem Højrup, der er et godt eksempel på en by, der voksede op omkring den nye mulighed, som jernbanen tilbød. Netop i Højrup er der lavet en lille udstilling, hvor man kan læse om jernbanens historie, indtil den blev lukket i 1962.
Ikke langt fra Korinth kan man se over til Jim Lyngvilds hus, Ravnsborg, opført efter forbillede fra vikingetidens byggestil, og i træ fra de lokale skove.
Flere steder langs jernbanestien er der også anlagt legepladser, også her i Korinth. Så har I børn med på turen, var det måske et besøg værd.
Fra Korinth og mod Faaborg eksisterer jernbanen stadig, og mellem de to byer kører veterantog flere gange ugentligt i sommerperioden. Se mere under transport.
Naturstyrelsens folder om hele naturstien kan downloades her.
I det hele taget er Korinth lidt af et knudepunkt for vandring. Veterantoget forbinder Ringe-Korinth stien med Øhavsstien via togturen til Faaborg. Der er vandresti videre via Arreskov Sø, Sollerup og Hammerdam til Øhavstien i Svanninge Bakker. Mod Svendborg kan man gå det meste af vejen i skove, og nå Øhavstien omkring Egebjerg Bakker. Og skulle det knibe med at nå toget til Faaborg, så er der rigtigt mange muligheder for at gå til Faaborg gennem bl.a. Svanninge Bjerge eller over Gerup Skov og Diernæs. God tur.