Pipstorn

Velkommen til Pipstorn Skov

Pipstorn Skov er en privat skov, hvor Faaborg-Midtfyn Kommune har lejet de rekreative rettigheder til skoven. Kommunen ønsker og håber, at flest mulige får glæde af mulighederne i skoven.

  • Shelteren over depotet i bålhytten kan bookes til overnatninger.
  • Bålhytten kan bookes af skoler, foreninger, grupper og også gerne af private til fødselsdage og andre arrangementer.
  • Skovens forskellige områder kan bookes til aktiviteter
  • Hele skoven kan bookes til diverse arrangementer
  • Kommercielle arrangementer er også velkomne i Pipstorn Skov, men de skal bookes gennem den kommunale tovholder, da prisen er højere end for private arrangementer
  • O-løb. På hjemmesiden findveji.dk kan du finde o-løbs ruter til Pipstorn.
  • Rejs med tilbage i tiden og tag med på outdoor mission i Pipstorn skov. Missionen knytter an til den særlige kulturhistorie og natur der er i området. I mindre grupper skal I samarbejde om at finde vej, løse opgaver og svare på spørgsmål. Gode beslutninger belønnes og dårlige beslutninger koster energi. Der er udviklet en digital løsning, som leder jer sikkert igennem missionen.

Tjek kalenderen og se om der er ledigt til dit arrangement. Booking sker i kalenderen.

Har du specielle ønsker til et engangsarrangement eller har du lyst til at bruge Pipstorn Skov fast hver uge/måned/andet, så finder vi en pris for et årsabonnement. Så tag kontakt til den kommunale tovholder for en aftale om leje og booking. Kontakt info er alras@fmk.dk eller 7253 8035

Spørgsmål til selve bookingen skal ske til bookenshelter.dk som bestyres af Naturskolen Trente Mølle. Kontakt info er kontakt@bookenshelter.dk eller 62681979

Praktisk info

Bålhytten er åben for skovens gæster, der trænger til et hvil eller har deres madpakke med i skoven. Bookinger går dog forud og man bedes i ro og mag forlade stedet, hvis der kommer nogle med en booking. Dermed kan det ikke forventes at hytten er tom, når man kommer og har booket bålhytte eller shelter. Men har du en booking kan du fremvise denne og pænt bede folk om snarest at forlade stedet.

Vigtig info: Shelteren i Pipstorn Skov ligger ovenpå depotet i bålhytten. Derfor har vi delt ”åbningstiden” tiden mellem shelter og bålhytte, således at når man booker shelteren har man den fra 18-8 og dermed har bålhytten tiden 8-18. Man kan dog stadigvæk booke bålhytten til aftenarrangementer, man SKAL blot også booke shelteren til 30 kr. i en særskilt booking.

Du er selvfølgelig velkommen til at blive længere i shelteren end til kl. 8, hvis bålhytten ikke er booket.

I hverdagene kommer der ofte skoleklasser i bålhytten. Tjek bookingkalenderen for at se om du får ”besøg” tidligt eller måske kan sove lidt længere. Bemærk der kan også komme skoleklasser eller skovgæster, der ikke har booket sig ind.

Fortidsminder

Pipstorn Skov har Fyns største koncentration af fortidsminder. Ikke alle er lige tydelige. Men kig på kortet ved p-pladsen på Lucienhøj 14v, så ser du hvor du finder de flotteste af fortidsminderne. Der er skilte ved 5 fortidsminder i skoven, som fortæller historien.

Natur

I Pipstorn skov kan du opleve et mangfoldigt plante- og dyreliv. Aller smukkest tager skoven sig ud i forårsmånederne, hvor skovbunden er dækket af anemoner og andre af forårets bebudere. Smukt står blomsterfloret og spiller op til de mange fortidsminder, skoven gemmer på.

Om efteråret er det naturligvis svampene, der dominerer. Eksempelvis Stiv Skærmhat, der er helt afhængig af træ, der får lov til at ligge og rådne i skovbunden. Den er ikke helt almindelig.

Der sker skovdrift i Pipstorn Skov, hvorfor skoven ændrer sig over årene, og du kan møde skovningsmaskiner.

Kirsten Skovs kilde:

Kirsten Skovs Kilde er et lille hyggeligt åndehul i skoven med en lille kilde, der løber gennem et hul i en stor sten. Her er to over 250 år gamle egetræer. Der er tre stammer i halv cirkel, som man kan sætte sin klasse eller gruppe på og lave undervisning eller fortællinger. Stedet kan ikke bookes, men opstår der run på stedet, kan det sagtens laves om til også at kunne bookes. Kontakt da kommunens tovholder for Pipstorn.