Strib Nordstrand shelterplads

Shelterpladsen på det offentlige areal ved Strib Nordstrand er beliggende helt ud til Lillebælt og  indgår i shelterkonceptet Blå Støttepunkter hvor du kan overnatte i nye moderne shelters hele vejen rundt om Fyn. Dagligt kommer store skibe tæt forbi kysten og fra stranden kan man se til Fredericias aktive industrihavn. Et stykke af stranden er Blå Flag strand og det anbefales kun at bade på denne del, da der er stærk strøm i området uden for den afmærkede strand. Fra pladsen kan du være heldig at opleve både marsvin og sæler i det strømfyldte Lillebælt.

Ved siden af shelterpladsen er en stor bålhytte med bålplads, grillrist og borde-bænkesæt. Tæt på shelterpladsen findes en stor offentlig parkeringsplads med affaldssortering, drikkevand og toiletbygning med helårsåbent handicaptoilet.

Ved Strib Nordstrand findes resterne af Strib Nordenbro, som indtil 1979 fungerede som færgested for transport af passagerer til Fredericia. I dag er molen ombygget til et mindesmærke om krigen om Slesvig-Holsten i 1848-1850.
På pynten vest for Strib Nordstrand rejser det 21 m høje hvidkalkede Strib Fyr fra år 1900.

Der er rigtig gode muligheder for at komme til pladsen sejlende i kajak og det er muligt at lægge kajakkerne helt op ved siden af shelterpladsen. Hvis man kommer sejlende skal man være særlig opmærksom på de meget stærke strømforhold i denne del af Lillebælt.

Vær opmærksom på at det er en bynær shelterplads og vis særligt hensyn til de fastboende naboer.

Adresse: Ved Norden Bro 1, 5500 Middelfart

Google Maps koordinater: GQV7+GF Middelfart

Transport: Bil kan parkeres på strandens parkeringsplads ca. 140 meter fra shelterpladsen. Det er muligt at komme med offentlig transport fra Middelfart til Strib med bus nr. 401. Bussen holder ved Korsvejs Allé og derfra er der ca. 500 m til fods.

Antal shelters: 2

Maks. antal personer pr. shelter: 5

Mulighed for booking af shelter: Ja, for 30 kr. pr. nat. Når du booker, modtager du en recept, som du skal fremvise, hvis der er andre der benytter shelteret den pågældende dag.

Toiletfaciliteter: Der er toilet ved parkeringspladsen med helårsåbent handicaptoilet.

Vand: Det er muligt at tanke vand ved toilettet.

Bål: Der er bålsted i bålhytten ved siden af shelterpladsen.

Mulighed for brænde: Der er ikke udlagt brænde på pladsen, medbring eget brænde, hvis der skal kunne tændes bål.

Hund: Hunde skal føres i snor.

Hest: Der er ikke fold til heste.

Teltning: Nej. Det er ikke tilladt at slå telte op på pladsen.

Vis hensyn til andre gæster i området.

Ryd op efter dig, og tag dit affald med dig, når du forlader pladsen.

Der skal være ro på shelterpladsen senest kl. 22.

Alle spørgsmål omkring booking, ændringer i bookinger, aflysninger eller lignende skal ske til www.bookenshelter. dk på tlf.: 62681979 eller mail: kontakt@bookenshelter.dk

Ejer og kontakt:

Middelfart Kommune
Natur- og Miljøafdelingen
Nytorv 9
5500 Middelfart
Tlf: 8888 5500
teknik@middelfart.dk

Shelterkonceptet Blå Støttepunkter støttes af: