Tag springet og tag på cykelferie! 
Cykelferie er en fantastisk ferieform hvor du kan tage tingene i dit helt eget tempo, og hele tiden lave om på planerne undervejs når du får lyst. Cykler du forbi en hyggelig landsby hvor du gerne vil bruge en ekstra dag? Så er der ingen flybillet der skal ombookes, og du kan nemt finde en telt- eller shelterplads hvor du kan overnatte.

Første skridt: Planlæg det praktiske. Hvilken rute vil du cykle, hvem vil du evt. cykle sammen med, og hvor mange kilometer vil du cykle om dagen? På det sidste punkt er det vigtigt at du starter med at være forsigtig, og undgår at ligge alt for hårdt ud; det er bedre at cykle 25 km og have overskud til at nyde omgivelser og seværdigheder, frem for at tvinge dig selv gennem 50 km om dagen, hvis du ikke er vant til at cykle langt. Hvis det er en familieferie, så er det endnu vigtigere at du bruger tid på research, så du ikke ender med at stå med overtrætte børn der bare vil hjem hurtigst muligt. Find for eksempel inspiration på www.alleud.dk.
Og så det største spørgsmål, hvilken rute?  I Naturlandet Lolland-Falster er der især to ruter vi vil fremhæve: Den nationale cykelrute 8, også kendt som Østersøruten, og vores store Naturlandet Rundt oplevelsesrute. Ruterne er på henholdsvis 168 og 393 km indenfor vores område, dog kommer Østersøruten helt op på 814 km hvis du fortsætter vest eller nordpå. Start med etaper, og tag for eksempel på en weekendferie for at se om ferieformen er et godt match til dig. Husk at ruter kun er forslag! Hvis der for eksempel er en stærk vestenvind, så træk hellere lidt ind i landet frem for at kæmpe med vinden på tværs af det vestlollandske dige.

Her ses den hyggelige havn i Langø, som ligger få hundrede meter fra den store shelter- og teltplads. Spis din aftensmad på havnegrillen eller nyd en opfriskende is. 

Andet skridt: Vælg din overnatning. Overvej hvor ofte du har behov for at komme i bad og sove i en rigtig seng, og planlæg din rute med overnatningsmuligheder herefter. Vores shelterpladser ved Bursø GrusgravBruserup Naturteltplads og Femø shelter- og teltplads tilbyder mulighed for brusebad, men det kan være rart at planlægge hver anden eller tredje overnatning på en B&B eller campingplads, hvis du ikke er vant til lange udendørsferier. Hvis du har downloaded vores app, Naturlandet Lolland-Falster, så kan du hurtigt få et overblik over de lokale overnatningsmuligheder, men derudover linker vi også til nærliggende alternativer på alle sheltersiderne.

Tredje skridt: Udstyr, udstyr & udstyr. Kan du lappe en punkteret cykelslange? Ellers er det nok en god idé at øve dig hjemmefra. Sørg for at din cykel er i god stand, tag gerne forbi din lokale cykelmekaniker eller familiens cykelekspert og få et tjek før ferien. Udover selve cyklen, så sørg for at du har det rette campingudstyr til den ferie som du ønsker dig; overvej for eksempel madlavning, teltudstyr, cykeltrailer m.m.

Fjerde skridt: Seværdigheder og oplevelser undervejs. Hvad har du lyst til at se undervejs? Hvis du bruger vores app får du et godt overblik over mulighederne i nærheden af de store ruter, men derudover kan du også bare lade dig forføre undervejs. Kører du forbi et spændende museum? Så standser du bare cyklen og går på museum! Vidste du, at du også kan tage i Knuthenborg Safaripark på cykel? Det står ikke beskrevet på deres hjemmeside, men muligheden eksisterer. Lolland-Falster byder på et hav af natur, kultur og historiske oplevelser, så det gælder bare om at komme ud og opleve dem!

Her ses Frilandsmuseet – De gamle huse, hvor du også kan besøge vores Naturlandet INFO-punkt, helt gratis! Museet ligger ved Maribo og er tæt på flere after vores sheltere.