Udforsk lokalområdet
Sandby er en lille landsby mellem Tårs og Nakskov med kort afstand til Frederiksdal og Naturpark Nakskov Fjord. Har du allerede hørt om Frederiksdal Kirsebærvin? Hvis ikke, så er det på høje tid! Læs mere om deres lækre vin her: https://www.frederiksdal.com/. Landsbyen Sandby byder på en helt særlig stemning med små snoede veje, levende hegn og grønne områder. Det er en spændende by med et rigt foreningsliv og en meget aktiv beboerforening.
Oplev Nakskov Fjord
Naturpark Nakskov Fjord byder på mange spændende oplevelser både til vands og til lands – tag for eksempel med Postbåden ud på øerne, eller nyd en cykeltur på det lollandske dige. Hvis du foretrækker at have fødderne solidt plantet på jorden, så kan du også nyde det skønne område ved Hestehoved, hvor du kan hoppe i vandet fra den utroligt lange badebro eller se solnedgangen fra de karakteristiske bænke.
Få inspiration til aktiviteter
Sandby ligger direkte på den store oplevelsesrute Naturlandet rundt, og derudover er der flere andre spændende ruter med seværdigheder undervejs. Der er eksempelvis den nationale cykelrute 8, også kendt som Østersøruten, Den Danske Klosterrute, samt oplevelsesruteren Nordens drue. Ved Frederiksdal Gods findes flere små spændende vandreruter. Du kan finde alle ruterne i app’en Naturlandet Lolland-Falster – tryk på Områder i Naturlandet og Vestlolland kategorien.