Oplev vilde heste og havørne

Shelterpladsen ved Lyttesholm Naturcenter ligger i midt i et af Lollands bedste naturområder med mulighed for mange vandreture og spændende naturoplevelser. Du kan blandt andet se de berømte filmstjerner, havørnene, som yngler tæt på naturcenteret eller se tranerne på marken. Besøg også det nærliggende fugletårn, hvorfra du kan overskue området bedre. Herfra ses de store havvindmølleparker, Hyllekrogtangen, ynglende og rastede fugle samt vilde heste, der går ude året rundt. Udover det spændende fugleliv, så er Saksfjed Inddæmning også hjem til en flok vilde heste, som du kan være heldig at få øje på når du vandrer i området.

Årstidernes forskellige oplevelser
I marts og april kan der opleves et fascinerende edderfugletræk og tidligt på sommeren er der et imponerende blomsterflor med sjældne planter på diget. Midt på sommeren kan du ofte møde sjældne sommerfugle og hen på efteråret begynder et af Danmarks største fugletræk. Det opleves bedst fra dige og klitter ved Brunddragene. På gode dage tælles fuglene i tusindtal. Hyllekrogtangen er lukket hvert år fra d. 1 marts til og med d. 15. juli, men resten af året har man mulighed for at vandre hele vejen ud til spidsen, og blandt andet besøge det flotte gamle fyrtårn.

Dyk ned i historien
Knapt 7 km fra Lyttesholm finder du Museum Polakkasernen, som fortæller historien om de polske sæsonarbejdere der kom til området kort før første verdenskrig. Polakkasernen blev oprindeligt opført af det nærliggende Lungholm Gods, hvor du kan booke en eventyrlig slotsferie eller holde fest og konference.

Få inspiration til aktiviteter
Lyttesholm ligger direkte på den store oplevelsesrute Naturlandet rundt, og derudover er der flere andre spændende ruter med seværdigheder undervejs. For eksempel er der mange gode vandrestier i området, find ruten Saksfjed-Hyllekrog i app’en, den har den fulde oversigt. Derudover har vi også Cross-Border ruten, samt vores oplevelsesrute Vilde heste. Du kan finde alle ruterne i app’en Naturlandet Lolland-Falster  – tryk på Områder i Naturlandet og Midtlolland kategorien.