Vester Hæsinge by ligger for foden af Svanninge Bakker i meget naturskønne omgivelser, som inviterer til gå- og cykelture. Lad turen gå langs områdets utallige syrenhegn, enge og moser, gennem skovene og bakkerne, så vil naturen komme til en. Området byder på et meget alsidigt fugle- og dyreliv. Har man øjnene med sig, kan man blandt andet se traner, havørne, rød glente, dåvildt og mange andre arter.

I området kan man udforske de historiske spor, som byder på Sandholt Slot, se www.sandholtgods.dk  og kirkerne, se www.vesterhaesingekirke.dk . Landskabet rummer skovene og bakkerne omkring Trente Mølle, små hyggelige landsbyer, som byder på gode oplevelser, når man kommer lidt væk fra vejen. I området nord for Trente Mølle gemmer sig en stupa (buddhistisk bedehus). Der er adgang til bygningen. Opmærksomheden henledes på, at man træder med respekt – bygningen er i privat eje. Kirkerne i Sandholt Lyndelse og Vester Hæsinge er også et besøg værd. VH kirke er nyrestaureret og er blandt andet udsmykket af den lokale kunstner Dan Hansen.

Tæt på byen i landlige omgivelser ligger områdets gårdbørnehave Kaptajngården, Vestergade 19. Børnehaven er etableret i 1990 som et alternativ til konventionelle børnehaver og har gennem årene givet områdets børn rige muligheder for et liv tæt på naturen og gårdens dyr. Slå et slag forbi, klap en gris og snup en gyngetur i haven.

Hvert år i slutningen af maj afholdes ”Syrendage” i området. Se mere på www.syrenland.dk .

Hvert år afholdes i Pinsen ”Musik og Jam Festival”  i Vester Hæsinge. Arrangøren er ”Multihuset”. Se mere på www.multihusetfyn.dk

Check også udviklingsrådets hjemmeside www.vesterhaesinge.dk for oplysninger om en lang række arrangementer i området. Alle er velkomne til at deltage.