Ud og vær’ aktiv i naturen – der er mange muligheder! 

Til fods eller på cykel
Besøg nogle af vores fantastiske naturområder, hvor du kan opleve sjældne dyre- og plantearter. Naturlandet Lolland-Falster byder på både vilde heste, havørne, bisoner og vildsvin, samt muligheden for at lave din mad fra bunden med vilde urter og planter.

Billede fra bloggerne Two Danes on Tour, læs mere om deres oplevelse i Merritskov her

I Merritskov ved Knuthenborg kan du opleve fritgående bisoner og vildsvin i skoven. Dyrene flyttede ind i skoven i 2017, og er således vant til at mennesker går og cykler forbi på stierne. Bisonerne er af racen europæisk bison, som blev stort set udryddet under første verdenskrig, men takket være en solid indsats er bestanden nu oppe på cirka 4000 på tværs af Europa. Både vildsvinene og bisonerne hjælper med naturpleje og forbedrer biodiversiteten, fordi de præger naturen anderledes end vores almindelige danske skovdyr kan. Læs mere om den europæiske bison her. Der er ingen entrépris, og du kan både cykle og gå gennem skoven. Husk kameraet!
Vi anbefaler oplevelsesruten Safari på cykel som går fra Maribo op gennem Merritskov til Knuthenborg og Bandholm. Find den under Midtlolland i app’en. 

Oplev det rige fugleliv ved Gedser, Maribosøerne, Saksfjed-Hyllekrog eller Nakskov Fjord. De fire områder byder på hver sin oplevelse, men specielt for de fire steder er, at du kan opleve unikke fuglearter som er sjældne på landsplan. Ved Maribosøerne er der næsten garanti for havørne, og der er flere fine fugletårne ved de fire søer. Ved fugletårnene er der opsat skilte med artsoversigter, så selv den uerfarne fuglekigger let kan identificere fuglene. Gedser Odde er en oplagt lokation for observation af trækfugle, læs mere på Gedser Fuglestations hjemmeside.
Hvis du er vild med fugle, så anbefaler vi en tur med turbåden Anemonen. Hvis du vil blive på land, så har vi oplevelsesruterne Det sydligste Danmark, Fuglenes fristeder og I havørnenes land som er ideelle til fugleelskere. Du finder ruterne under Cykling og Naturlandets Oplevelsesruter i app’en. 

Oplev de vilde heste ved Saksfjed-Hyllekrog eller i Bøtøskoven. De to skønne naturområder på henholdsvis Lolland og Falster byder begge på chancen for at se vilde heste, og er derudover fascinerende områder med varieret natur, som bestemt er et besøg værd. Læs mere om naturen i Bøtøskoven her.
Vi har ruteforslag til begge områder som du finder i henholdsvis Midtlolland og Sydfalster kategorierne i app’en. 

Spis Vild Mad i naturparkerne. Er du vild med bæredygtige og lokale råvarer? Så skal du skynde dig at downloade Vild Mad app’en. Med app’en i hånden kan du finde de helt rigtige urter, svampe og bær til at lave et lækkert måltid. Vores dygtige naturvejleder har lavet sankespor ved Maribosøerne og Nakskov Fjord, så du kan få lidt ekstra hjælp til at finde de rigtige råvarer. Du kan bruge app’en overalt i Danmark, og du vil finde særlige sankeruter i de fleste naturparker.